Historie 1:
En søndag i juni. Året er 1981. Jeg er sammen med min søster Mette og vores farfar på tur ved slotsruinerne i Vordingborg. Vi kigger på fulgene i voldgraven, da en arrig svane pludselig bider sig fast i min søsters pegefinger. Farfar griber resolut svanen om halsen og klemmer til indtil svanen til sidst slipper sit greb.
Historie 2:
Frederiksberg Have, en lørdag i juni. Året er 2009. Jeg sidder med min 1,5 år gamle datter på skødet og kigger på Hejremanden der fodrer hejrer, måger og parkens svanepar med unger. Pludselig overfalder svanefar en lidt for nærgående hejre. Han giver den hårde slag med sin vinge. Hejren kan ikke nå at flygte. Svanen bliver ved til hejren ligger helt stille. Hejren er død. Det tager ca. et minut.
Svanen er Danmarks nationalfugl. En sløv, tung, dum, brutal, nedrig, arrig satan, hvis eneste forcer er sin størrelse, sin bølleagtige opførsel og sin yndige ensfarvede hvide fjerdragt. Er det sådan danskerne ser sig selv?
Kender kun to interessante spørgsmål angående svaner: Smager de godt? og hvis ja, hvordan tilbereder man dem?
